EU vil snart indføre en havneskat på kulstof

EU planlægger at inkludere skibe på vej til europæiske havne i Carbon Emission Trading System (ETS)-programmet fra den 1. januar 2024 med en anslået 3,6 milliarder dollars i CO2-emissionskompensation for Europa i 2024. Det vil sige, at rederier skal købe kulstofkompensation for kulstofemissioner fremstillet af skibe, der sejler mellem to EU-havne; Hvis EU-havne og ikke-EU-havne har skibe, der sejler mellem sig, skal de afholde 50 % af CO2-emissionsomkostningerne.

Syv EU-lande, herunder Spanien og Italien, har dog for nylig sendt breve til Europa-Kommissionen, hvor de opfordrer til at suspendere denne plan for at forhindre rederier i at undgå europæiske ruter og flytte handel til nærliggende Middelhavshavne som Tangier Port i Marokko eller Said Port i Egypten, som ligger mindre end 300 sømil fra EU's kyst. Ifølge det seneste estimat fra et rederikonsulentfirma, forudsat en kulstofpris på 90 euro pr. ton, vil de anslåede ETS-omkostninger for et containerskib, der sejler mellem Europa og Asien i 2024, være så høje som 810000 euro. På trods af de høje omkostninger ved ETS forlyder det, at Maersk, det førende containerselskab, havde et overskud på op til 30 milliarder dollar sidste år. De regninger, der genereres af ETS, er faktisk kun en dråbe i bøtten sammenlignet med internationale forsendelsesindtægter, så det har muligvis ikke en væsentlig indflydelse på terminalpriserne. Nogle EU-lande langs middelhavskysten, herunder Portugal, Grækenland, Cypern og andre, har dog offentligt erklæret, at ETS-planen, der træder i kraft i 2024, kan overføre kulstofemissioner til andre dele af verden, og virksomheder kan tage længere ruter at undgå at lægge til i EU-havne, hvilket kan øge udledningen af ​​drivhusgasser som følge heraf.

Hvordan man håndterer EU's kulstofbarrierer

Det anbefales, at eksportvirksomheder holder øje med ændringer i relevante internationale regler og politikker. Spørgsmålet om CO2-emissioner er et løbende spørgsmål, og de relevante reguleringer, politikker og implementeringsregler for lande, regioner og industrier rundt om i verden ændrer sig konstant og udvider sig, hvilket udgør udfordringer for virksomhedernes CO2-emissionsstyringsevner. Disse verdenskendte og meget troværdige certificeringsorganer leverer ikke kun standardcertificeringstjenester til virksomheder, men yder også rådgivning til standardfastsættelses- og politikudgiverorganisationer, der deltager i formuleringen af ​​standarder og politikker. I praksis anbefales det, at eksportvirksomheder kommunikerer med handelspartnere og vælger tredjepartscertificeringsbureauer, der er anerkendt af de importregulerende myndigheder, til at levere konsulentydelser.